I det lange løb

I dag løber de halvmaraton i Aarhus.
For et halvt år siden troede jeg, at jeg skulle løbe med.
I stedet er ugens lange løb for mit vedkommende:

15 min + 2 min tempo.

Det kan godt give stof til ærgelse. Men nu løber jeg ikke for at samle på fortrædeligheder, dem kan jeg sagtens finde hjemme på sofaen.

Måske er tomme tvtimer på sofaen det eneste som det er virkelig værd at ærgre sig over?

På mine korte løbe/gå ture tæller jeg ærgelsespreventivt fordelene ved at være startet forfra fra løbebunden:

Jeg behøver ikke at have væske med.
Rumle (vores hyperspaniel) kan løbe med, også på de "lange" (HA HA) varme ture.
Planlægning er intet problem.
Jeg kan løbe lige efter jeg har spist.
Mine løbesko holder længere.
Jeg behøver ikke finde nye mål men kan genbruge de gamle.
Hvem tæller tid og distance? Jeg løber.

Det virker faktisk.
Jeg nyder mine korte ture.
De bliver mikroskopisk længere for hver uge der går.

God vind til dem der løber i dag!

Jeg glæder mig i denne tid!

Der er længe til siger du?

Nej da -
For lige om lidt er der citroner

Pæoner

Tomater

Græskar 

Bønner

Hestebønner

Jordbær

Grønkål

Salat

Og jeg kunne blive ved, og ved, og ved,

Hurra for forsommer glæder!

re noter fra Irland

Here be Bulmers

You need to know no more

Noter fra Irland

Guide til fodgængerlyskryds:
Grøn: Gå
Gul:         Gå
Rød:        Småløb

Her har de også krigsmemorials som i UK og Aus. Bare for de irske frihedshelte i stedet.

Lamb stew på pub er vildt autentisk irsk og smager fuldstændigt som lammefrikasse med en klat kartoffelmos i.

Prøv ikke at lave små vitser med personalet, når du køber ind. Det er IKKE sjovt at handle.

I Nordirland spiser man hellere MacD end den hjemmelavede kylling din kinesiske sambo har lavet.

Græsset er bare grønnere i Irland.

Ågedder er de lækreste

Jeg har ikke længere ondt i min hæl.

Det er jo en positiv ting.

Prisen for min totale helbredelse er, at jeg er startet forfra.

Helt forfra.

Jeg løber nu 3 ultra korte ture om ugen, med max 6 minutters løb i streg og gåpauser ind i mellem.

Faktisk følger jeg samme program, som jeg gjorde i foråret 2010.

Min krop er næsten faldet tilbage til før løbe niveau også … godt nok med lidt færre kg, men lige så løs og dvask i kødet.

Det er vildt så stor en forskel der er på en muskel som bare skal holde din krop fra at falde af sofaen, og så en der jævnligt arbejder hårdt med at flytte hele dit kadaver flere km i streg.

Det fik jeg set helt tæt på i lørdags.

Manden og jeg satte en lille jolle i Nørreåen, drev med strømmen og kastede spindere i vandet fra kl 7 til kl 16.

Det er en helt acceptabel måde at bruge en lørdag på.

Mod sædvanen var jeg ubetinget den som fik mest på krogen, både af den iretterrende slags (der var ind i mellem sidevindstød så agnen landede i grøden ved brinken eller helt op på land) og den mere spændende variant der sovser alt i bunden af jollen ind i åvand og slim.

Dagens højdepunkt var da en næsten 8 kg tung gedde trak os et par hunderede meter nedstrøms. Jeg har haft næsten lige så tunge  fisk for enden af min line før, men det har været søgedder og det er ikke det samme.

Forskellen er også åbenbar når man har fået fisken hjem i køkkenet.

En søgedde er hvid og løs i kødet, med et meget tyndt rødligt muskellag lige under skindet langs sidelinien. En ågedde har faste hvide muskler og meget tykkere og bredere lag af de røde muskler.

Og hvorfor nu det?

Ågedden lever i strømmende vand og selv om den ynder at stå i læ  for strømmen og vente på byttet, er den konstant nød til at justere sin position for ikke at blive skyllet ud af åsystemet. Søgedderne kan bedre tage det roligt, og spare på muskelkraften indtil der en mulighed for noget spiseligt for enden af bevægelsen.

Gedden er en kortdistance sprinter. Den gemmer sig i grøden og venter. Når et bytte kommer tæt nok på springer den frem, drevet af et kraftigt slag med halen. Hvis skallen undslipper i første omgang, optager gedden som regel ikke forfølgesen.

De hvide muskler, som kan arbejde hårdt men kort på sukker og uden ret meget ilt, passer perfekt til formålet. Godt nok dannes der affaldstoffer når musklen arbejder anaerobt, men i de korte tidsrum gedden arbejder på maks er det ikke noget problem. Der er masser af tid til at restituere bagefter mens byttet, eller ærgrelsen, fordøjes.

Ågedden jager på samme måde. Men oven i jagtsprinten må den også bruge muskelkraft på at holde sin plads i åen. Det er de hvide løse muskler ikke gode til. De bliver trætte og syrer til for hurtigt. De røde muskelfibre har deres farve fra myoglobin. Myoglobin er i familie med den hæmoglobin som farver hvirveldyrs blod rødt og transporterer ilt rundt i kroppen. I de røde muskler hjælper myoglobinen med at hive ilten ud af blodkarrene, og at fragte den hurtigere ind i musklens indre, hvor den kan bruges til aerobt arbejde. Når muskelen forbrænder fedt med ilt udnyttes energien meget bedre, og der dannes færre affaldsstoffer. De røde muskelceller kan blive ved med at arbejde i lang tid uden at trættes. Derfor ser et stump ågedde muskel sådan ud:

Og når den er hakket er farsen helt rødspættet.

Kulinarisk foretrækker jeg klart ågedder.
Især hvis den skal tilberedes hel, men fiskefrikadellerne bliver også bedre af det mere faste kød. De fleste fiskedunser i DK bliver lavet af saltvandsfisk, men ingen af dem kan slå en ægte geddedelle.

Man høster måske som man sår

I mit drivhus står små nysåede aspargesplanter.

Hver gang jeg kikker på dem minder de mig om min bedstemors have. Og om at man nogen gange må så, og vente og vente og vente, det ene år efter det andet, før man kan høste.

Jeg har ønsket mig et aspargesbed, siden vi flyttede i hus i vinteren 1996. Men da planterne skal være 4 år før man må overveje at høste af dem, er det et langtidsprojekt. Jeg har i de 15 år været på korttidskontrakter og ikke kunnet se ret langt ud fremtiden. Det har føltes omsonst at starte et projekt op som jeg måske ikke ville se færdigt.

Jeg kan stadigt ikke garantere mig selv at vi bliver boende her.
Jeg ved dog med 100% sikkerhed at hvis jeg ikke havde sået asparges i år, så havde jeg ikke en chance for at få friske grønne asparges i haven i 2017.

Under alle omstændigheder har jeg nu forventningens glæde.

Kærlighed faktisk

Vi viser kærlighed på mange sære måder.

Nogen tømmer genbrugsbutikker og sender dig posevis af tøj som alt efter øjemålets dagsform er mere eller mindre upassende i størrelse, form og farve.

Nogen bekymrer sig dagligt og højlydt om du nu spiser nok eller forkert, arbejder for meget, går for lidt eller bliver forkølet for tit?

Nogen ringer og udbreder sig i uhyrlige detaljer som deres
seneste valg af politisk parti/støvsuger/bil/ferie. Og ringer igen ugen efter og fortæller det samme igen.

Nogen bruger stor omhu og energi på at vælge den helt rigtige gave til dig. Men har ikke tid til at aflevere den personligt.

Nogen indkalder ideologiske forstærkninger før de inviterer dig på kaffe, formaninger, bibelcitater og kage.

Nogen ringer dig op og synger to-tone totalt falsk lige ind i dit øre.

Nogen står op kl 5.30 for at pakke te,mad, agn og stænger, sparke dig ud i bilen, og køre dig ud til vandet. Selv om de ved, du vil være simi-knotten (eller eddike morgensur) mindst til den første fisk er nettet.

Nogen lister alle dine fejl og mangler offentligt, evt. i alfabetisk rækkefølge.

Og så er der os som bl.a. laver mad til dine mærkedage så intenst at vi i dagevis vrisser af alle og ikke kan nyde festen ubetinget for bagkantsstress.

Men jeg tror faktisk Sønnens konfirmation blev OK alligevel.
Og når jeg husker at der ligger kærlighed bag er det ikke så svært at holde os alle ud. Ja måske enda holde lidt af de kejtede måder vi viser den på.